16. august 2017

300 mennesker til sammenskudsgilde på Israels Plads

Vær med onsdag 23. august, når 300 mennesker mødes til et unikt sammenskudsgilde på Israels Plads. Sammenskudsgildet sætter fokus på kulinarisk diversitet op til fødevaretopmødet World Food Summit – Better Food for More People.

Kulinarisk diversitet bliver omdrejningspunktet onsdag 23. august, når 300 mennesker mødes med deres hjemmelavede retter til fællesspisning Food Diversity Potluck – sammenskudsgilde – på Israels Plads. Sammenskudsgildet er en del af fødevaretopmødet World Food Summit – Better Food for More People, der samler politikere, virksomhedsledere og gastronomer fra hele verden i København 24.- 25. august. Arrangørerne bag sammenskudgildet er Send Flere Krydderier, Madkulturen, Hahnemanns Køkken og Miljø- og Fødevareministeriet.

Hjemmelavet mad i lange baner
De 300 gæster med forskellige nationaliteter og baggrunde samles ved langborde til sammenskudsgildet. Alle gæster medbringer en ret, som de får mulighed for at introducere og dele med de øvrige gæster ved bordet. Ved hvert bord vil der være en vært, som byder velkommen og indleder en snak om kulinarisk diversitet.

Ved arrangementet deltager også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som også medbringer en hjemmelavet ret.

»Kulinarisk mangfoldighed er et af fire temaer på topmødet. Måltidet kan nemt blive trængt i en travl hverdag. Med Food Diversity Potluck dannes et hverdagsfællesskab, som giver rum til dialog og diversitet«, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Du kan læse mere om World Food Summit – Better Food for More People her.

Program
Kl. 18:00: velkomstsnack og -drik af Send Flere Krydderier
Kl. 18.30: Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen byder vel(be)komme
Kl. 21:00: Tak for i aften

Praktisk

  • Medbring en hovedret, der betyder noget særligt for dig og til ca. 2–4 personer.
  • Der er service ved bordene.
  • Drikkevarer kan købes på festivalcentrum på Israels Plads.

Billetter koster 20 DKK, som er et administrationsgebyr til sammenskudsgildet. Hent din billet på siden her eller på Facebook.

Foto af Rasmus Flindt Pedersen for Copenhagen Cooking & Food Festival

Til forsiden…