25. april 2017

Gå på opdagelse i syrisk kultur til Syrisk Kulturfest

Kom til Syrisk Kulturfest lørdag 29. april på Blågårdsplads, hvor du kan opleve Syrisk livemusik, poesi, kunst, mad, bazar, underholdning for børn og meget mere. Habibi – Syrisk Street Food og Hahnemanns Køkken sælger syrisk street food. Overskuddet går til Danish Muslim Aids indsamling til fødevarehjælp i Syrien.

Vi bliver ved med at tale om, hvad det danske samfund skal yde og tilbyde flygtninge. Hvad det kommer til at kræve af vores velfærdsstat og presset det ligger på vores traditioner og vaner. Men midt i denne forvirring og bekymring glemmer vi én ting: Alt det flygtningene kan berige vores samfund med. Det som vi sammen kan skabe og alle de gode historier fra Danmark og Syrien. Vi skal lade os inspirere af hinandens forskelligheder og kultur. Og ikke mindst tage imod.

Netop det forsøger festen at fortælle igennem Habibi, et frivilligt madinitativ under DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Habibi består af unge frivillige med og uden flygtningebaggrund, som gerne vil bygge bro mellem befolkningsgrupper igennem det gode måltid.

Syrisk Kulturfest
Mød folkene bag Habibi og smag syrisk street food lørdag 29. april kl. 12–18, når Danish Muslim Aid som en del af deres »Giv øjeblikke med håb«-kampagne inviterer til Syrisk Kulturfest på Blågårdsplads på Nørrebro i København. Udover at sætte tænderne i lækker street food, har du mulighed for opleve syrisk livemusik, poesi, kunst, (mere) mad, bazar, underholdning for børn og meget mere. Alt overskud på dagen går til Danish Muslim Aids »Giv øjeblikke med håb«-kampagne til fødevarehjælp til Syrien. Målet er at samle 250.000 kr. på 40 dage.

Syriens gryder
Trine Hahnemann og Hahnemanns Køkken har lavet flere arrangementer sammen med Habibi og DFUNK, og glæder sig meget til endnu engang at gå i køkkenet med de unge frivillige. I 2015 udgav Politikens forlag bogen Syriens gryder med opskrifter af Trine. Overskuddet fra salget af bogen gik til Dansk Flygtningehjælp. Pengene var øremærkede til to projekter: Dels til nødhjælp til de syriske flygtninge, der ankommer til Grækenland, dels til projektet »Ung i Danmark«, der er et intergrationsprojekt for unge uledsagede flygtninge, der kommer til Danmark.

Det er gratis at deltage og Syrisk Kulturfest er egnet for børn. Læs mere om eventen her. Syrisk Kulturfest er en del af 48 timers festival Nørrebro.

Til forsiden…