11. januar 2016

Hahnemann på bogturné i USA

Trine Hahnemann turnerer i øjeblikket rundt i Californien for at promovere sin nyligt udkomne bog Scandinavian Baking – du kender den måske bedre som Brød og kager. I denne uge sker det i »the City of Angels«.

Trine Hahnemanns bog Brød og kager er netop udkommet i USA, og på torsdag inviterer den hyggelige lille boghandel Chevalier’s Books på Windsor Square i Los Angeles indenfor til en appetitvækkende samtale om Scandinavian Baking. Her fortæller Trine om, og giver smagsprøver på vores rige skandinaviske bagekultur.

»At bage – både brød og kager – er for mit vedkommende labour of love. En lille handling i hverdagen, der giver mig og mine omgivelser stor glæde. Det er en passioneret rejse at begynde at bage, og selvom jeg har bagt i mange år, har det udviklet sig utroligt over årene. Jeg har knyttet stærke venskaber som følge af min bagning, og vi deler med begejstring vores viden, vores seneste opskrift og vores kærlighed til brød. Samtidig kan jeg, når jeg står alene i mit køkken med en dej og ælter den stille og roligt, til jeg synes, den er helt perfekt, få følelsen af fuldkommen lykke,« fortæller Trine.

Læs mere om eventen på Chevalier’s Books og Facebook.

Til forsiden…