25. september 2017

Inspiration til efterårsmiddagsbordet

Nu behøver du aldrig mere at mangle inspiration til, hvad der skal serveres ved dit efterårsmiddagsbord. Med kogebogen ‘Efterårsmad – Nem mad hver dag’ får du 91 opskrifter på alt det, vi godt kan lide at spise, når lyset svinder og vi trækker indendørs.

»Hverdagsmaden må ikke være kompliceret i vores travle liv. Jeg synes, det er meget vigtigt ikke at tænke på det daglige aftensmåltid som en byrde, men derimod som en del af den planlægning, der skal til for at få hverdagen til at fungere. Det inkluderer at lave en ugentlig madplan, lave en indkøbsliste for hele ugen og evt. bruge nogle af alle de muligheder, der er for at købe ind på nettet. God mad hver dag er lig med et godt liv, så prioriter det som andre ting, der er vigtige i din hverdag,« siger Trine Hahnemann.

En opskrift til hver dag hele efteråret
I Efterårsmad – Nem mad hver dag er der en opskrift til hver dag. Bogen er bygget sådan op, at ugen begynder med de nemme og rimeligt hurtige retter. I weekenden bliver det som regel mere tidskrævende. Alle lørdagsretterne er markeret med et ikon, så du let kan finde dem. Ved nogle opskrifter er der angivet den tid, du skal regne med at bruge i køkkenet. Der er tænkt på sæsonvariation, på retter både med og uden kød og fisk, pastaretter og supper. Der er retter med inspiration fra fjerne himmelstrøg og danske klassikere.

»Husk du er, hvad du spiser, at god hverdagsmad spises ved spisebordet med familie og venner, og at mad, der er lavet med kærlighed, i eget køkken, aldrig kan overtrumfes,« skriver Trine Hahnemann i sin introduktion til ‘Efterårsmad – Nem mad hver dag’.

‘Efterårsmad – Nem mad hver dag’ kan købes i din lokale boghandel eller online på Lindhardogringhof.dk.

Foto af Lars Ranek.

Til forsiden…