17. december 2014

Lokalt produceret mad i kantinen

Forbrugerrådet Tænk sætter med en række holdningsfilm fokus på lokalt producerede fødevarer. Trine Hahnemann fortæller, hvordan Hahnemanns Køkken arbejder.

Hvad betyder lokalt produceret mad for dig? Hvordan arbejder du med lokalt produceret mad? Hvad er dit bedste tip om lokalt produceret mad? Tre forskellige profiler, for hvem lokalt producerede mad spiller en rolle privat og professionelt, fik af Forbrugerrådet Tænk stillet tre spørgsmål. Det kom der tre små film ud af til Facebooksiden Madrevolutionen.

Foruden Trine Hahnemann, blev Forbrugerrådet Tænks formand Anja Philip og klimaforsker Michael Søgaard Jørgensen, lektor ved Aalborg Universitet interviewet.

Trine Hahnemann fortæller i interviewet: ’Mængden af små producenter er meget lille, så det kræver et benarbejde og en lyst, men det er jo også super sjovt. Hvis du elsker at være kok, så er det jo fantastisk at få lov til at komme tæt på producenterne og varen og få en stor forståelse for, hvordan de er dyrket, og hvordan dyrene har haft det."

Hahnemanns Køkken arbejder med en lang række lokale producenter. Et eksempel er Frydenlund, en frugtplantage i Vedbæk. De har i årevis leveret al deres frugt direkte til kantinerne en gang om ugen i kasser fyldt med æbler, pærer og blommer, indtil sæsonen er slut. Handlen foregår direkte, køkkenchefen får et superfriskt produkt, som dagen efter frugten er plukket kan serveres i kantinen. Det er for Trine Hahnemann den ideelle lokale producent.

Se også filmene med Anja Philip her og Michael Søgaard Jørgensen her.

Til forsiden…