26. september 2017

Ny kogebog om øl og mad

Øl har inden for de sidste to årtier oplevet en renæssance. Mikrobryggerier er åbnet over hele landet og udvalget af specialøl er skudt i vejret. Ølrevolutionen har banet vejen for, at forholdet mellem øl og mad i højere grad udforskes. Bogen ‘Øl og mad’, som udkommer 28. september, giver læseren inspiration til at tilberede kvalitetsmad, hvor øl indgår som en ingrediens i madlavningen, og bogen giver også gode råd til at parre øl med forskellige retter.

Øl og mad er en kogebog, der er blevet til i fælleskab og glæde. En brygmester, to kokke og en skribent fik en idé og efter flere samtaler og en lang aften med et væld af øl og mad, var kimen sået til en kogebog med øl og mad til både hverdag og fest.

Mad til og med øl
I Øl og mad finder du inspiration til, hvordan du tilbereder kvalitetsmad, hvor øl indgår i madlavningen eller drikkes til. Alt fra ølbraiserede oksekæber over risotto til sprøde pandekager med – ja, naturligvis – øl i dejen. Du behøver altså ikke være uddannet kok, for at få glæde af bogen. Opskrifterne er for alle. Tore Jørgensen, indehaver af Herslev Bryghus, Bo Jørgensen, ølentusiast og ekstern lektor, Stig Jensen, kok samt Trine Hahnemann, kok og kogebogsforfatter ønsker at inspirere til at lave mad med øl og drikke øl til mad, så det ikke kun handler om burgers, sul og højtbelagt smørrebrød og den ordinære øl. Nej, i deres verden egner øl sig til fisk, grønt og brød såvel som til det søde køkken. Bogen viser vejen i køkkenet og indeholder også tips og tricks til ham og hende, der har en brygger gemt i maven.

Prøvesmag Øl og mad i Herslev, Vipperød og København
Hvis du vil prøvesmage bogen, får du muligheden både i København, Herslev og Vipperød ved tre forskellige arrangementer. Fælles for alle er, at du kan smage madretter fra bogen og øl fra Herslev Bryghus, du kan møde forfatterne og du kan købe bogen med hjem.

Lanceringsfest torsdag 28. september kl. 16–18

Vi præsenterer bogen med alle fire forfattere i den hyggelige gårdbutik på Herslev Bryghus. Kom og mød os, smag, nyd og køb bogen med hjem. Trine og Stig laver retter fra bogen, som du kan smage med gode, lokale øl. Tore fortæller om øl og ølbrygning.

Herslev Bryghus‘ gårdbutik Kattingevej 16, 4000 Roskilde, tilmelding til bp@herslevbryghus.dk.

Mad med umage lørdag 30. september

Madfestival for det kvalitetsbårne fødevarehåndværk. Retter fra bogen indgår i frokost og middag (kræver billet). Køb bogen med hjem, og smag ølkage og øl på markedspladsen.

Muld Eriksholmsvej 26, 4390 Vipperød, køb billet på madbillet.dk.

Øl og mad på Skaal torsdag 5. oktober kl. 19

Stig serverer små retter fra bogen, og Tore fortæller om øl og ølbrygning, mens Herslev Bryghus overtager hanerne på Københavns nye ølbar Skaal på Kultorvet.

Ølbaren Skaal, Kultorvet 11, 1175 København.

Syv øltyper
Forfatterne deler Øl og mad op i syv øltyper:

  1. Syrlige øl og frugtøl
  2. Hvedeøl
  3. Bløde øl: Brown ale, Bitter, Alter
  4. Pilsner
  5. Angelsaksisk øl: Pale ale, IPA og dobbelt IPA
  6. Mørke øl: Porter og stout
  7. Belgisk øl: Abbey Bier, Trappist

Kapitlerne indeholder introduktion af øllene, og derefter præsenteres opskrifter med udgangspunkt i øltyperne.

En ølrevolution
»En revolution opstår ofte, fordi noget er gået i stå, og det var øludviklingen. Omkring årtusindeskiftet begyndte interessen for nye øltyper og øl-brygning at tage til. Der kom en bølge af mikrobryggerier. I 2000 var der 15 bryggerier i Danmark, mens der i 2015 var 120« skriver forfatterne i Øl og mad. Det var en voldsom stigning, som også markerede sig i øludvalget, hvor der i 2013 kom 1000 nye øl på markedet i Danmark. Finanskrisen sørgede dog for, at en del af de små bryggerier måtte lukke, men ølmarkedet var forandret. »De monopol-lignende tilstande før ølrevolutionen blev brudt, og der er kommet en større nysgerrighed efter nye øl. Øl er i den grad blevet til mere end den tørstslukkende pilsner,« skriver forfatterne. Eftersom øludvalget forandrede sig radikalt, så begyndte
forholdet mellem øl og mad at ’gære’ ligeså stille, og det er hvad bogen Øl og mad er et produkt af. Øludviklingen har åbnet op for en rigtig interessant samspil mellem øl og mad.

Øl og mad udkommer 28. september, og kan købes i din lokale boghandel og online på FADL’s Forlag.

Foto af Columbus Leth.

Til forsiden…