25. november 2015

Syriens Gryder – En kulinarisk dannelsesrejse

Syriens Gryder er skrevet og fotograferet af journalist Ruth von Sperling og billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg, der inden borgerkrigen i Syrien brød ud, rejste rundt i landet, hvor deres fokus var at lære landet at kende gennem maden. Bogen giver et billede af den kultur og det land, de mange syriske flygtninge kommer fra.

Trine Hahnemann står bag opskrifterne i bogen. Saltede citroner, harissa, koriander, couscous og kikærter er bare nogle af ingredienserne i opskrifterne til retterne, som fx baba ganoush, hummus, kafta, fatosh, fyldte auberginer, kylling i tahini samt kager og desserter. Fotograf Columbus Leth har fotograferet de farverige retter, som er lette at gå til og afprøve hjemme i sit eget køkken.

Kom og smag
For at promovere bogen afholder Politikens Forlag et gastroevent i Torvehallerne i København 9. december, hvor alle er velkomne til at komme og spise syrisk mad, som kok Trine Hahnemann laver i samarbejde med unge syriske flygtninge. Her kan man også købe bogen SYRIENS GRYDER. Se mere om eventen her.

Nonprofit-projekt
Politikens Forlag udgiver bogen som et nonprofit-projekt, hvor hele overskuddet går til Dansk Flygtningehjælp. Pengene er øremærkede til to projekter: Dels til nødhjælp til de syriske flygtninge, der ankommer til Grækenland, dels til projektet »Ung i Danmark«, der er et intergrationsprojekt for unge uledsagede flygtninge, der kommer til Danmark.

Syriens Gryder koster 200 kroner og kan købes i boghandlere over hele landet, på nettet, på Politikens forlag og på Dansk Flygtningehjælps webshop.

Til forsiden…