9. august 2016

Syriens Gryder til Frederiksberg Høstfest

Nordens største madfestival, Copenhagen Cooking & Food Festival, løber af stablen 19.-28. august med mere end 100 unikke events og arrangementer. Frederiksberg Allé lægger endnu engang asfalt til Frederiksberg Høstfest 26. august, i år under teamet ‘tradition og fornyelse’. Hahnemanns Køkken har med udgangspunkt i opskrifter fra Syriens Gryder den udsøgte fornøjelse at være blandt rækken af madaktører, som inviterer til en kæmpe fællesmiddag.

Traditioner betyder meget, når det kommer til hvordan, hvad, med hvem og hvorfor vi spiser. Høstfesten er en relativ ny tradition i byen, men en ældgammel tradition på landet, hvor det traditionelle høstmåltid foregik i forsamlingshuset ved gadekæret. I dag mødes vi på byens gader til høstfesten og hylder landmandens og andre dygtige madfolks arbejde.

Frederiksberg Høstfest har gravet madtraditionerne frem, pudset dem af, set på det man gjorde en gang, og gør det igen. Traditionerne forandres konstant, det gamle udskiftes eller genopdages og måltidet, som vi kender det, udvikler og bevæger sig, når nye tendenser beriger os. Og lige nu genfindes gamle madtraditioner, som vi har glemt eller mistet for en stund. Så i år sætter Frederiksberg Høstfest fokus på nutidens genopdagelse og nyfortolkning af traditionerne.

Nye kulturer med Hahnemanns Køkken
Mad, traditioner og kultur går hånd i hånd. Vores selvforståelse kommer fra madkulturen og traditionerne. Immigranter har til alle tider medbragt deres egne madvaner og traditioner, og det danske madlandskab har ændret sig med indflydelsen og inspirationen fra nye kulturer. Men hvad byder de nye kulturer, som vi møder i dag, på? Hvad har de med i kufferten af lækkerier og traditioner, som kan berige os?

»Nye Kulturer« er en måltidsoplevelse, hvor den gode danske høst fortolkes til et høstmåltid fra fjerne gryder. Retterne tager udgangspunkt i kogebogen Syriens Gryder og tilberedes af Hahnemanns Køkken. Hahnemanns Køkken får hjælp af DFUNK, som er en forening af unge, der arbejder for at forbedre flygtninges vilkår i Danmark og internationalt.

Billetterne til »Nye Kulturer« bliver revet væk, men der er fortsat få ledige billetter til vegetarmenuen. Køb din billet her, og husk selv at medbringe service til middagen.

Seks måltidsoplevelser
Udover »Nye kulturer« er der fem andre måltidsoplevelser, som på hver deres måde præsenterer maden, traditionen og fornyelsen. Se alle måltidsoplevelserne her.

Foto af Rasmus Flindt Pedersen.

Til forsiden…