Stina Joensen, Køkkenleder
Kathrine, kok
Casper Lindegaard, Souschef

IC Companys kantine

– dagens oplevelse
Tekst og foto: Dorthe Plechinger

Fra de store vinduer er der udsigt til Københavns tårne og spir i det fjerne, men lige nu har storbysmylderet ramt IC Companys kantine på Raffinaderivej 10 på Amager! Kl. er 11.30, og langs de små og store borde og i det tilstødende loungelokale er flere af de 300 medarbejdere ved at bænke sig med tallerkner, der i dag er fyldte med en varm ret med indbagt skinke, porre og grøntsager eller en vegetarret med polenta, spidskål og rød snackpeber. Mange har også valgt en af de to salater – kartoffelsalat eller rucola-dittoen – til deres hjemmebagte brød. Og næsten alle har reserveret et lille hul i maven til ugens mest populære indslag: onsdagskagen, som i dag er en muffin med chokolade og jordbær.

Kantinen er fyldt med unge, slanke, velklædte brugere – især kvinder. Det er tydeligt, at modefolket er samlet her, så naturligvis er menuen tilpasset dem, understreger køkkenleder Stina Joensen på 35 år, der har ledet kantinen i to år, men været i Hahnemanns Køkken – eller Frokostkompagniet – i sammenlagt otte år. Hun kommer fra en af de andre kantiner i »familien« – en investeringsbank i indre København, og derfor ved hun også, at der er stor forskel på, hvad brugerne vil have: om det er mænd i aktieverden eller kvinder i modeverden – selv om kantinerne kører efter et overordnet koncept:
»Mange her er friske på noget nyt. Det er de vandt til fra deres egen verden som unge designere eller modefolk. Så ja, vi skal hele tiden være fremme i skoene«, siger hun, men understreger, at selv om en del af dem sværger til salat og fedtfattige retter, vil de også gerne have de mere traditionelle danske retter – så der skal være et miks.

Hvad er det største hit rent madmæssigt?
»Medarbejderne elsker tema-dage! Vi har lige kørt kinesisk dag, hvor vi havde en kinesisk gæstekok, hvilket de synes var sjovt. Men vi er ikke så vilde med det. Det kræver meget mere arbejde, og vi kommer ud af vores sædvanlige rytme. Så helst ikke for tit…«
Stina planlægger sammen med souschefen menuen for en uge ad gangen. Den bliver skrevet ned og sendt ud på intranettet, så medarbejderne ved, hvad de kan glæde sig til den efterfølgende uge. Og de menuer bliver læst, understreger Stina smilende.

Frokosten er helt klart dagens højdepunkt og betragtes som et væsentligt personalegode for de fleste medarbejdere: For 460 kr. om måneden kan de få hjemmebagte boller og hjemmelavet syltetøj hver morgen og en rigt varieret frokost hver dag. Dertil kommer, at de kan købe dagens varme ret med salat med hjem hver dag for 35 kr. pr. kuvert, hvilket mange benytter sig af.

Hvad er de overordnede krav til maden fra jeres side?
»At vi skal kunne stå inde for råvarerne. Og vi har da en forbudsliste, hvor f.eks. minimajs og kinakål indgår. Maden skal også være sund og ernæringsrigtig, hvor vi tænker det fedtfattige med – f.eks. finder alternativer til mayonnaisen i kyllingesalaten. Men når der kræves piskefløde i en carbonara, så bruger vi det. Vi forsøger bare at anvende tingene med omtanke«.

Thomas, lagerassistent »Kantinen betyder, at jeg får sund og meget grøn mad. Og det betyder meget, når man som jeg arbejder hårdt på et lager. Jeg spiser mest grøntsagsretterne her og mikser dem lidt. Men aftensmaden, nej, den laver jeg selv. På en skala fra 1 til 10 vil jeg give kantinen her 8 – også for de store smil fra de ansatte«.

Og hvordan med det økologiske?
»Vi bruger økologiske basisvarer, men ser altid på, om varen er til en ok pris og kvalitet. Vi bruger bestemte kyllinger fra Hopballemølle og diskuterer, hvilken laks og tun, vi skal bruge. Og beslutter vi os for i ledergruppen (køkkenlederne for de seks kantiner i Hahnemanns Køkken, red.), hvad vi kan stå inde for, så indordner alle kantinerne sig efter det«, forklarer Stina.

Hvad betyder en god kantine for en arbejdsplads?
»Rigtig meget! Den giver motiverede og glade medarbejdere. Det gør meget for en medarbejders hverdag, at hun kan se frem til god mad midt på dagen i stedet for en sur, flad madpakke. Jeg tror også, at det betyder noget socialt, at man mingler med kollegerne. Især om onsdagen, når der er kage, går mange i kantinen og spiser den sammen, ligesom de ofte spiser fælles morgenmad fredag«.

Inga, studentermedhjælper »En kantine på en arbejdsplads er først og fremmest funktionel, men den her er en oplevelse! Med alle de forskellige retter er det som at være på en restaurant, hvor man frit kan vælge til dagligt. Jeg glæder mig til og venter på min frokost hver dag og tjekker ugens menu, når den kommer, ligesom alle de andre. Jeg laver ikke selv mad hjemme og køber ofte min aftensmad med herfra. Det er et supergodt tilbud, og portionerne er store. Jeg vil give kantinen 10, og jeg har noget at sammenligne den med, for jeg har oplevet to andre kantiner«.

Får I god respons?
»Ja, det får vi af mange. Jeg er ofte ansigtet udadtil og kan lide at «pludre» med de forskellige medarbejdere, og der hører jeg ofte, hvad de synes. De er også gode til at sige, hvis noget ikke fungerer. F.eks. var mange af de kvindelige ansatte trætte af, at der var dressinger i de blandede salater, så nu har vi seks stykker af grøntsager hver dag uden dressing. Det er et af de områder, hvor vi har måttet give os, men vi vil ikke have salatbuffeter med alle mulige mærkelige ting«, siger Stina Joensen:
»Der er også nogle gange brok over vores pålægsbuffet. Folk tror, at der findes 100 forskellige slags afskåret pålæg – men se i et supermarked, hvor lille udbuddet i virkeligheden er! Det gør det selvfølgelig svært at variere, men vi prøver at være kreative«, understreger hun og fortæller, at der også er kantineudvalgsmøde hver tredje måned, hvor 10–15 medarbejdere kommer med input og respons.

Betragter du jer som en del af huset?
»Det er altså svært… Uanset hvor social og udadvendt du er, og hvor stor en del af dagligdagen, du synes, du er, så er du ikke ansat på stedet. Vi bliver f.eks. ikke inviteret med til julefrokost her, og det synes jeg er ærgerligt«.

Hvad er så en særlig god dag for dig her?
»Jamen, det er, når alle er på arbejde i køkkenet«, griner hun: »… nej, det er vel, når maden er særlig god, eller jeg har grinet særligt meget med mine kolleger – når tingene lykkedes. Men generelt er jeg glad, når jeg går herfra«!

Faktaboks:
Hver dag får medarbejderne på IC Company tilbud om en varm ret, en vegetarret, to miksede salater og en tredje, som de selv kan sammensætte. Der er fire slags pålæg – altid en af fisk og tre stykker kødpålæg. Hertil kommer hjemmebagt rugbrød og grovbrød. Om morgenen er der hjemmebagte boller og tre slags hjemmelavet syltetøj. Det betyder, at en af de syv medarbejdere i kantinen på skift møder kl. 6 og bager boller, så de er klar kl. 8. De ansatte kan købe en dagens ret med hjem, og med salat koster den 35 kr.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…