Opskriften på rugbrød

Det kræver mindre en en halv time af dit liv at bage et godt rugbrød. Men det kræver lidt forberedelse, og de 30 minutter skal ikke investeres på én gang. Et godt brød tager tid. Men du behøver jo ikke stå og kigge på skålen hele tiden. Selvom det kan være svært at lade være, når man er rugbrødsforelsket.

Køb en surdej
Jeg foreslår, at du køber en surdej på nettet, hvis du da ikke har en ven, som kan undvære en klump. Aurions surdej kan købes i de fleste helsekostbutikker, og Camilla Plums kan købes online lige her (for 50 kr. for 2 dl).

Gem 3 spsk. af dejen, når du bager, og opbevar den i køleskabet, indtil du skal bage næste gang. Den kan holde sig 6–8 uger i køleskabet.

Lav din egen surdej
Har du mod på at lave den selv, er her opskriften på en effektiv surdej.

220 g rugmel
3 del kærnemælk
1 tsk. groft havsalt

Bland ingredienserne i en skål. Dæk med film, og lad den stå i to dage ved 24–28 grader. Det er vigtigt, at temperaturen ikke er for lav, for så gærer den ikke, men risikerer i stedet at rådne.

Rugbrød
1 portion surdej
7½ del lunken vand
1 spsk. havsalt
375 g rugmel
375 g hvedemel eller fintmalet speltmel

Surdejen røres ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og mel og rør dejen godt igennem med en træske. Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve i 12 timer.

Derefter tilsættes
2½ dl lunkent vand
2 tsk. salt
500 g knækkede rugkerner

Rør vand, salt og rugkerner grundigt rundt i dejen. Husk at tage surdej fra til næste gang.

Hæld dejen i en 3 liters bageform, dæk med viskestykke, og lad den hæve i 3–6 timer. Varm ovnen op til 200 grader, og bag rugbrødet i 1 time og 45 minutter.

Tag det ud af formen, og lad det køle af på en bagerist.

Spis! :)

Til forsiden…