Dampede foreller med grøntsager og karrykartofler

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

4 personer

Karry er et vigtigt krydderi at have stående på sine hylder, det smager dejligt til mange ting. Ja, nogen har endda kommet karry i chokolade. Karry er godt til kød, fisk og grøntsagsretter. Men jeg vil nu slå et slag for, at man køber en ordentlig karry, den kan fås hos specialkøbmanden eller indvandrer forretninger og i nogle supermarkeder, den skal ikke nødvendigvis være for gul, fordi der så ofte er for meget gurkemeje i, som ikke giver nogen smag men kun farver. Prøv forskellig karry og find den som du kan lige, jeg er meget glad for madraskarry, som er en god stærk karry, med både koriander, nelliker og kardemomme i.

  • 4 foreller/små ørreder
  • 2 porrer
  • 1 bdt. bredbladet persille
  • 1 usprøjtet citron
  • 2 gulerødder
  • 1 gul peber
  • 800 g kartofler
  • 1 pskam olivenolie
  • 2 fed hvidløg finthakket
  • 1–2 spsk. indisk karry

Porrerne skæres på tværs i stykker på ca. 1½ cm, derefter skylles de grundigt i koldt vand, skræl gulerødderne og skær dem ligeledes på tværs i 1½ cm store stykker. Skyl peberfrugten og tag kernehuset ud, skær den i store tern. Skyl persillen og pluk bladene af stilken, skær citronen over på langs og skær den derefter i skiver a 1 cm.

Skyl forellerne i koldt vand og læg dem i et ildfast fad, fordel grøntsagerne over fisken, drys med salt og peber, sæt i ovnen ved 180 grader i 30 min.

Vask kartoflerne grundigt og skær dem i skiver på 1 cm. Kog dem i letsaltet vand i 10 min. efter at vandet koger. Hæld derefter vandet fra kartoflerne. Kom olie på en pande og tilsæt hvidløg og karry, lad det svitse et par minutter og tilsæt derefter kartoflerne, vend dem godt rundt i karryen og lad dem stege i ca. 5 min.

Tag fisken ud af ovnen og anret på et fad med grøntsagerne og karrykartoflerne.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…