Fyldte peberfrugter

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

4 personer

Selvom vi i øjeblikket bliver bombarderet med facts om proteiner, og hvor vigtigt det er at spise dem til alle måltider, både for vægten og sundhedens skyld, synes jeg ikke, man skal blive fanatisk. Faktisk er det dejligt at spise grøntsager til aftensmad ind imellem, fordi grøntsager giver så mange smagsmuligheder. Desuden tror jeg mest på velbalanceret kost, hvor man prioriterer at spise sammen og have en fælles oplevelse. Jeg har her taget en rigtig 80’er-klassiker op: Fyldte peberfrugter.

  • 4 røde peberfrugter
  • 400 gram ricottage
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 courgette
  • 1 fed hvidløg
  • 4 tomater
  • 2 teske tørret merian
  • 2 teske tørret oregano
  • Salt og peber

Krydderris:

  • 300 gram basmati ris
  • 5 dl vand
  • 2 forårsløg
  • 3 kardemommekapsler
  • 4 hele nelliker
  • 1 håndfuld persille
  • 2 teske groft salt

Skær peberfrugter over, fjern kernehuset og skyl dem. Læg dem i et smurt ildfast fad. Skær courgetter ud i små tern, hak hvidløg fint og skær tomaterne ud i små tern. Kom olivenolie på en pande og sauter hvidløg og courgetter sammen med de tørrede krydderurter. Lad det simre i 5 minutter, tag det derefter af panden og kom det op i en skål, tilsæt de skårede tomater, og vend derefter ricottage i, og smag til med salt og peber. Fordel fyldet i peberfrugterne og kom peberfrugterne i ovnen ved 180 grader i 30 minutter.

Skyl risene grundigt i koldt vand, kom dem derefter i en gryde med 5 dl vand, kardemomme, nelliker og salt. Sæt det over varmen med låg på, og når de koger skrues helt ned. Skyl forårsløg imens og skær dem i tynde skiver, og persillen skylles ligeledes grundigt og hakkes fint.

Når risene har kogt i 11 minutter slukkes for varmen og persille og forårsløg tilsættes og røres godt rundt. Læg låget på igen og lad risene trække yderligere 10 minutter inden de serveres.

Når peberfrugterne er færdige, serveres de med risene og evt. en simpel grøn salat. Peberfrugter kan også bruges som tilbehør til en kødret.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…