Grønsagspie

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

4–6 personer eller til 2 dage

Vi har næsten alle det til fælles i januar: Vi skal både spare på pengene og kalorierne. Selv har jeg det sådan i januar: »Hold det simpelt«. Ind i mellem er det rart med en periode hvor man fokuserer på sin sundhed. Spise sundt og regelmæssigt, holde igen med søde sager og alkohol, sørge for at få noget motion. Faktisk synes jeg det er vigtig at lære at undværer, for igen at glæde sig over bordets og livets glæder. Derfor har jeg lavet en grønsagspie, og kan man ikke undvære kød kan man tilsætte den kogte skinke i små tern eller bruge en anden rest kød. I det hele taget kan denne pie laves med andre grønsager, sparemad er også at bruge det man har i køleskabet.

Dej

  • 250 gram smør
  • 200 gram kvark 3–5%
  • 1 spsk groft salt
  • 500 gram hvedemel

Fyld

  • 3 gulerødder
  • 2 æbler, Cox Orange
  • 3 porrer
  • 2 spsk. olie
  • 1 spsk. tørret timian
  • 3 æg
  • 200 gram creme fraiche 18%
  • smør til at smøre fadet med
  • 1 æg til pensling

Iskoldt smør smuldres ned i melet sammen med saltet, kvark tilsættes og dejen samles hurtigt. Hvis du har en foodprocessor kan du putte det hele der i og lad den køre 3–4 minutter til indholdet er samlet sammen. Tag 1/3 fra og gem den til låget, rul resten af dejen ud og læg den i et stort smurt ildfast fad, dejen skal hænge ud over kanten og skæres til så der er 1 cm hele vejen rundt der hænger ud over.

Skræl og riv gulerødderne fint, skær æblerne i både og derefter i små tern, skrællen skal blive på.

Skær porrerne i tynde strimler og skyl dem grundigt.

Hæld olien i en gryde, tilsæt alle grøntsager og timian, sauter i gryden i 5 minutter sluk for varmen tilsæt creme fraiche, smag til med salt og peber og derefter tilsættes de sammenpiskede æg.

Hæld fyldet i fadet med dejen, rul den sidste 1/3 dej ud til låg. Den ene cm der hænger ud over kanten foldes ind over grøntsagsfyldet og pensles med æg, låget lægges henover og skæres til i kanten hele vejen rundt, tryk låget hele vejen rundt i kanten så det hænger sammen. Pensl toppen med sammenpisket æg, bages i ovnen 1 time ved 180 gram.

Hvis man ikke ønsker at den skal være vegetarisk kan man tilsætte skinke eller stegte baconterninger.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…