Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.
4 personer
Kalveschnitzler, det er nemt at lave, og det tager ingen tid. Ofte er det sådan med kød der skal steges på panden. Men så er der jo grøntsagerne, som vi spiser til, det er en anden historie, det tager tid at ordne grøntsager og tilberede dem. Men grøntsager er sunde og derfor vigtige for vores velvære.
Den gastronomiske oplevelse af en pose grøntsager fra fryseren kan der slet ikke tales om, fordi de smager ikke af noget og konsistensen er kedelig. Derfor, fat urtekniven, skrælleren og kom i gang, imens kan man jo tale med familien, hjælpe ungerne med lektier, høre en god plade eller programmer om verden på P1. Eller bare tænke over tingene mens der skrælles, skylles og gøres klart.
Skræl pastinakkerne og hak dem i små tern, kom dem i en gryde med vand så det dækker, tilsæt salt. Kog dem i 20 minutter og skyl herefter grundigt i koldt vand. Imens fjernes de yderste blade fra rosenkålene og skær dem over 1 gang og skyl dem. Hak mandlerne groft. Steg rosenkål på panden i olien med chiliflager på mellemvarm, sådan at de ikke brænder på, de skal steges i ca. 5–8 minutter, de sidste minutter steges mandlerne med.
Når pastinakkerne er kogt færdige, hældes vandet fra og de moses med skummetmælk og olivenolie. Herefter smages til med salt og peber inden mosen varmes op og persillen røres i.
Fint hak dild og purløg og rør i yoghurten med citronsaft, smag til med salt og peber.
Til sidst steges snitzlerne på en varm pande med olie i ca. 2 minutter på hver side, server straks med pastinakmos, rosenkål og yoghurtcreme til.