Stegt kalkun med tranebærssauce

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

6 personer

Kalkun kan være mange ting, det behøver ikke at være tørt specielt ikke hvis man i stedet for altid at bruge brystet, bruger cuvetten eller låret. Nogen gange har supermarkederne tilbud på disse stykker kød, ellers kan de bestilles hos slagteren. Cuvetten er et dejligt saftigt stykke kød, med masser af smag, der gør kalkunen værd at bruge. Kalkun med tranebærsauce er velegnet som en lille julemiddag en dag i december.

  • 1 kalkuncuvette eller 6 lår
  • 1 kg kartofler
  • 10 kviste timian
  • 4 spsk. olivenolie
  • 300 gram rosenkål
  • 2 røde grapefrugter
  • 2 spsk. valnøddeolie
  • 50 gram cashewnødder
  • 3 pærer
  • 1 bundt rucola
  • ½ rødløg
  • 1 spsk. olie
  • 1 dl balsamico
  • 2 ½ spsk. rørsukker
  • 250 gram tranebær
  • 200 gram sukker
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 dl vand
  • salt og peber

Læg cuvetten i et ildfast fad med skinnet opad, drys med salt og peber og steg den i ovnen ved 200 grader i 1 time. Skrub kartoflerne og skær dem i både, kom dem derefter i et ildfast fad med olie og hele timiankviste og vend rundt med salt og peber. Bages i ovnen ved 200 grader i ½ time. Vend dem rundt en gang imellem.

Orden rosenkål ved at tage de yderste blade af, skær dem derefter over og kog dem i letsaltet vand i 10 minutter, skyl dem straks under koldt vand. Skær skrællen af grapefrugterne, skær derefter hver grapefrugtfilet ud, rist cashewnødder på panden, vend rosenkål, grapefrugt filet’er og nødder sammen med valnøddeolien.

Kom tranebær, vand, sukker, saft og skal fra appelsin i en gryde.

Skyl pærer og fjern kernehus og skær derefter i både, skyl rucola og dryp den godt af, pil rødløg og skær i skiver på tværs. Sauter rødløg på panden i olien i nogle minutter, tag det derefter af panden og lad det køle af. Kom balsamico og sukker på panden og lad det småsimre i nogle minutter til det er blevet til en glacé, hæld den i en skål og lad den køle af. Vend nu rucola, pærer og rødløg sammen, anret på et fad og dryp med glacéen henover.

Når kalkunen er færdig skæres den i skiver og serveres med kartofler, tranebærsauce og de to salater.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…