Stegte fjordrejer

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

4–6 personer

Jeg elsker fjordrejer, men jeg er ikke særlig tålmodig når det kommer til at pille dem. For nogle somre siden, da jeg sad på en Tapasbar i Barcelona, blev jeg meget begejstret da jeg fik små rejer stegt med hoved og det hele, og da jeg så at min sidemand spiste rub og stub sprang jeg ud i det, dog kan jeg bedste lide at udlade at spise hovedet. Senere da jeg fortalte om denne fantastiske måde at spise fjordrejer på, fandt jeg ud at der i Danmark var mange andre som havde »opfundet« denne ret før mig. Men jeg kan anbefale det på en varm sommerdag med masser af godt brød og en kølig flaske champagne til.

  • 1 kg friske fjordrejer
  • 1 l vindruekerneolie
  • salt

Dressing

  • 5 dl creme fraiche 38%
  • saften fra 1 lime
  • 3 spsk. fint hakket purløg
  • 3 spsk. fint hakket dild
  • salt og peber

Flute

  • 50 gram gær
  • 7 dl lunkent vand
  • 1 kg hvedemel
  • ½ dl olivenolie
  • 100 gram grønne oliven uden sten
  • 2 teske sukker
  • 2 teske salt
  • ekstra mel til æltning
  • 1 æg til pensling
  • groft salt (gerne Maldon)

Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt olien. Hak oliven mellemgroft og bland med hvedemel, salt og sukker, dette tilsættes dejskålen. Rør dejen godt i 5 til 10 minutter, derefter ælt dejen godt igennem eventuelt med resten af melet, hvis dejen stadig er lidt for klistret.

Sæt dejen til at hæve et lunt sted i 1 time, derefter formes 3 flute af dejen og de stilles på bageplader med bagepapir på, der efterhæver flutene i 20 minutter. De pensles med pisket æg og drysses med salt. Bages i ovnen ved 180 grader i 35 til 40 minutter.

Rør creme fraiche, purløg, dild og limesaft sammen og smag til med salt og peber. Stil dressingen i køleskabet til den skal serveres til rejer.

Sæt olien over i en gryde, når den er varm frituresteges rejerne lidt af gange, de tages op med netske/hulske og lægges på køkkenrulle et kort stykke tid, derefter kommes de i en skåle og drysses med groft salt og serveres med dressing og flute til.

Hvis man ikke vil spise dem med skal og det hele, kan man stadig pille dem. Ønsker man at spise dem på den traditionelle måde, koges fjordrejerne i letsaltet vand til de er lyserøde.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…