Stegte sild med persillekartofler

Denne opskrift er udviklet af Trine Hahnemann. Læs mange flere opskrifter i Trines kogebøger.

4–6 personer

Sild er en dansk specialitet, og det er super sundt, fordi der er fiskeolie i. Vi spiser sild året rundt, men i juletiden, spiser vi selvfølgelig mange forskellige slags. De seriøse restauranter serverer mange spændende variationer af sild. Dette er inspirerende og fornyr den mange hundrede år gamle spise. Igennem århundrede har vi nemlig i Europa spist saltede sild, fordi den er rig på protein.

Stegt sild til aftensmad er én af mine vinterfavoritter, det skal ikke være med opbagt sovs, men lette grøntsager og så kartofler vendt i persille. Enkelt, smagfuldt og lige til at gå til, og dette herlige måltid koster ikke meget at lave og kan tilberedes på kort tid. 3 vigtige ting ved et hverdags måltid.

  • 12 sildefileter
  • 3 spsk. rugmel
  • 100 gram smør til stegning
  • 800 gram asparges kartofler
  • 1 stort bundt persille
  • 2 fed hvidløg
  • 50 gram smør til kartoflerne
  • 1 blomkålshoved
  • 1 teske hel kommen
  • 2 spsk. olie
  • salt og peber

Start med at koge kartoflerne i letsaltet vand, når kartoflerne er kogt skal de pilles. Skyl persillen grundigt i koldt vand og hak den fint, enten i foodprocessoren eller i hånden med en kniv.

Skyl blomkålshovedet og skær det ud i små buketter, hak hvidløg fint.

Vend sildefilterne i rugmel og steg dem på panden i smør på mellemvarme, de skal have omkring 3 minutter på hver side.

Imens sildefilterne steger, sauteres blomkålsbuketterne i olie sammen med hvidløg og kommen i ca. 5–7 minutter.

Samtidig tilberedes også kartoflerne. Smelt smør i en gryde, det må ikke branke, vend de pillede kartofler rundt i og lad det sautere i nogle minutter, tilsæt persille og varm kartoflerne igennem, og server med salt og peber.

Server de stegte sildefileter med kartofler og blomkål til. Jeg vil anbefale mørk øl til.

Se Fødevarestyrelsens smiley-rapporter

Til forsiden…